Brug dine gaming-skills i virkeligheden

13. december 2020

Let’s face it. Digitale medier er en integreret del af hverdagen og digitale fællesskaber er for længst kommet for at blive.

Alligevel ser mange voksne stadig computeren som en trussel. Ikke så meget mod dem selv, men mod unges sociale trivsel eller fremtid. Hvad er det, de er bange for? Ensomhed, måske?

Men selvom det kan bunde i en slags omsorg, så ender det tit i en unuanceret kamp om tid – skærmtid. Hvor vi ikke forholder os til indholdet af den tid, der bliver brugt foran skærmen. På den måde kommer vi aldrig ind til det, det egentlig handler om. Vi kan godt blive enige om, at fællesskab er vigtigt. Vi har brug for at høre til sammen med nogen. Men digitale og fysiske fællesskaber behøver ikke at være modstandere. De kan supplere hinanden.

Måske skal vi bare blive bedre til at fortælle om, hvad der sker i gaming fællesskabet. Afmystificere det. Hjælpe de voksne med at forstå konceptet og se værdien. Brug dine gaming-skills i virkeligheden

Gaming med venner giver mening

Flere og flere efterskoler har fanget pointen og valgt at integrere gaming med fællesskabet på skolen. Det er også der, det giver allerbedst mening. Når vi gamer med vores venner.

Så handler det ikke kun om spillet, men også om relationerne. Man bliver en del af et team – på skærmen, i klasseværelset og i fritidsklubben. I det perspektiv kan gaming med venner ligefrem modvirke ensomhed.

Gaming giver skills til dit voksenliv

Selvom e-sport ikke er anerkendt som sportsgren i Danmark endnu, er der mange steder, du kan bruge dine gaming-skills i voksenlivet. Timerne foran skærmen har skærpet din reaktionsevne, din strategiske tænkning, din sprogforståelse og fornemmelse for teamwork. Bare for at starte et sted.

Det er nok de færreste, der går efter den oplagte karriere som professionel gamer eller spiludvikler. Men måske kan dine gaming-skills omsættes til fx ingeniør, forfatter, grafiker eller socialpædagog?

Show it, don’t tell it

Det er ikke altid let at være gamer. Men det kan du selv være med til at lave om på. Du skal ikke undskylde for at være god til noget. Men måske kan du åbne din digitale verden op og vise, at den ikke truer din sikkerhed, trivsel eller sociale/faglige udvikling.

Gør os allesammen en tjeneste her. Vær med til at vise, at digitale fællesskaber kan give rigtig god mening. Vær en god ven – online og offline. Vis hvordan dine gaming-skills giver dig flere muligheder. Show it, don’t tell it.